Steffen Moestrup

Filmfestival. Mod alle odds holdes der stadig filmfestival i Havana. Mens tristesse synes at være grundtonen udenfor biografen, viser filmene store følelser og virtuos visualitet. Fraværet af cubanske film er dog særligt slående.

Steffen Moestrup
Filmkritiker, i Havana for Le Monde diplomatique

Cuba rimer på kliché. Næppe har et andet land været drivkraft for så mange klicheer, der primært bevæger sig i to modsatte retninger.

Den ene retning er den politisk-idylliserende. Det er retningen, der hylder regimet uden tanke for de diktatoriske tilbøjeligheder, udøvelse af tortur og fængsling af alle dem, der ikke makker ret, for nu blot at nævne nogle få aspekter, der overses af denne retning. Her dyrker man i stedet en blind fidus til den politiske ambition om at skabe et kommunistisk land, hvor vi fordeler goderne og ikke bekæmper hinanden i kapitalens navn.

Den anden retning kunne vi kalde for postkort-romantikken. Du kan sikkert allerede se den for dig. Det er de farverige dollargrin, der langsomt cirkulerer i gaderne, hvor lyden af rumba driver alle folk i dans, og hvor energien og livsappetitten er så smitsom, at selv de mest stivbenede besøgende lader sig rive med.

Armod er grundtone nu

Man kan ikke være i Cuba uden at gå rundt i disse klicheer, men man kan heller ikke være her uden at støde på vigtige nuanceringer. Jeg er her, fordi jeg sidder i kritikerjuryen på den latinamerikanske festival, som i år runder årgang 45. Det er i sig selv imponerende, at man kan stable en forholdsvist velfungerende filmfestival på benene i et land, hvor mangler, strømsvigt og uvished er hverdagskost. På den måde understøtter filmfestivalens eksistens vel beretningen om det cubanske folks livsvilje; at de altid finder en vej uanset hvor hullet den må være.

Når man taler med cubanerne, og det gælder både dem, jeg møder på festivalen, men især de folk, jeg falder i snak med ude på gaden, er det dog armod og tristesse, som går igen. De kæmper for at få livet til at hænge sammen. Selv simple fornødenheder som toiletpapir, tandpasta og hovedpinepiller er vanskelige at skaffe. Styrets månedligt udleverede madkuponer rækker kun til at stille den værste sult. Vil man mere end overleve, er vejen frem at få fat i dollars eller euros.

Af samme grund synes kærlighed at have karakter af handel, af transaktion. Kroppene er til salg. Jeg ser dem overalt i Havana. Den ældre, ofte lettere korpulente hvide mand med den yngre, ofte brune, slanke kvinde. Det er en aftale, det er en handel. Jørgen Leth kunne være i det, søgte det måske endda. Jeg har mere svært ved det. Svært ved alle tilnærmelserne, som er en påmindelse om uligheden, uretfærdigheden, den kolonialistiske fortid, alt det grumme den hvide mand har gjort. Hvad er det rigtige at gøre i dag? At væmmes og vende sig bort? At give penge uden modydelse? At acceptere transaktionen som et uoverkommeligt eksistensvilkår?

Strømmen svigter

Kærligheden som transaktion møder vi ligeledes i den brasilianske Motel Destino. Filmens styrke er dens ene location, et motel i en mexicansk udørk, hvor mennesker mødes for indgå seksuelle transaktioner. Sådan starter det også for Heraldo. Han begiver sig i lag med en kvinde for så næste dag at finde sig berøvet og låst inde på motellet. Det er problematisk, især fordi Heraldo samme dag skulle udføre et lejemord sammen med sin bror. Dette lejemord mislykkes nu totalt, broren bliver dræbt og Heraldo er stadig låst inde på motellet og nu også en jaget mand. Så bliver filmen en anden end man skulle tro. Heraldo tager nemlig ikke flugten men søger derimod tilflugt på motellet, hvor han bliver ansat som altmuligmand. Dette åbner for en granskning af det særegne sted, hvor kærlighed er noget, man køber sig til – akkurat som jeg har set det udenfor biografdørene her i Cuba. Man må i øvrigt med jævnlige mellemrum gå udenfor døren, idet strømafbrydelser er dagligdag her og ikke noget godt match til en filmvisning.

Festivalens mest sprælske film skal vi til Chile for at finde. I ”Los Hiperbóreos” er psykolog og skuespillerinde Antonia Giesen teamet op med det visionære makkerpar Joaquin Cociña og Cristóbal León. Filmen kan vel bedst beskrives om et absurd, surrealistisk mareridt, hvor det ene formgreb gradvist udspiller det næste i en hypnotisk beretning om nogle esoteriske, nynazistiske filosofier. Lyder det specielt? Tro mig, du har ikke set noget endnu, som Bachman-Turner Overdrive ville have skreget det ud.

Snart er psykologen et menneske, der taler til os for så at skifte form til en dukke. Et øjeblik ser vi stop motion animation for så at skifte til et studie omgivet af objekter i pap og lagener, bag hvilke et skyggespil finder sted. Kunstig sne drysser ned fra loftet, mens snore sørger for at trække den ene rekvisit frem efter den anden og filmen momentvist skifter mange grå toner ud med enkelte kulører. En febrilsk film er hvad den er.

Problemet med Los Hiperbóreos er dog, at filmen mest af alt bliver et stilstudie. Det synes forgabt i dens eget eksperiment og i denne selvoptagethed skubber den sin beskuer bort. Filmen delte dog tydeligvis vandene. Min colombianske kollega i juryen var fuldstændigt pjattet med den, hvorimod min cubanske kollega valgte at udvandre fra filmen sammen med en del andre publikummer fra salen.

Overdrivelsens metier

En film, hvor formsprog og tematik går langt bedre i spænd er den mexicanske ”La Cocina”, som vi i juryen endte med at tildele filmkritikernes pris (FIPRESCI). Her befinder vi os det meste af tiden i et køkken i New York City. Uden illegale immigranter ville restaurantbranchen næppe eksistere, og her i køkkenet vrimler det da også med immigranter fra især latinamerikanske lande. Først møder vi Estela, en fåmælt ung kvinde, der stort set ikke kan et ord engelsk men snart træder ind i verden af voldsomme dramaer, der finder sted midt i madlavningen. Central figur er den lettere hysteriske Pedro, en temperamentsfuld kok fra Mexico. Han anklages for blot af date den hvide servitrice Julia for at få sit visa (endnu en omgang kærlighed som transaktion), og da der pludselig mangler 800 dollars i restauranten, anklages Pedro ligeledes for at have stjålet penge til at hjælpe Julia med at få en abort, som han ellers er imod. Da bliver det for meget for Pedro, og de kulinariske konflikter når nye højder.

Dramaet iscenesættes med stor sans for overdrivelse og excesser. I La Cocina er gulvet ikke blot glat. Nej, der driver nærmest en syndflod af Cherry Coke på gulvet i et sådant omfang, at det når over anklerne på de ansatte. I La Cocina nøjes Pedro ikke blot med at råbe sine frustrationer ud, nej, han tager en decideret kamp med en af de hvide kokke, hvilket efterlader et køkken, som stort set er totalt smadret og sølet ind i sovs.

Filmen er dog mest af alt drevet af sprog; kroppens sprog og talens sprog. Med kroppens sprog mener jeg de excellente filmiske indfangelser af at lave mad uden at det bliver til stereotypt kokke-pornografi. Og med talens sprog henviser jeg til de mange især latinamerikanske dialekter, der flyver hen over potter og pander, mens temperaturen stiger på både gasblusset og i de kokkererende kroppe.

Måske gjorde denne film et særligt indtryk på mig, fordi den vist uden undertekster. Jeg kan spansk til husbehov men misser meget i farten. Fordi filmens formsprog også dels er bygget op omkring sproglige misforståelser og et virvar af talte tunger, mimede min beskuerposition på mange måder filmens tematik. Mens mit kendskab til spansk gjorde det muligt for mig at forstå det generelle flow i samtalerne, gik jeg ofte glip af de finere detaljer og befandt mig i samme situation som Estela eller de andre ikke-engelsk-talende karakterer i filmen. Fraværet af undertekster øgede desuden mit engagement i den følelsesmæssige vægt, der ligger i intonation, gestik og kontekst. Det mindede mig om, at sprog handler lige så meget om, hvad man udsiger med kroppen, som hvad man siger med munden. La Cocina indfanger den samtidige skønhed og brutalitet i livet i skyggen, hvor overlevelse ofte afhænger af tilpasningsevne, modstandsdygtighed og de spinkle forbindelser, der dannes i fælles rum.

Deroute

På festivalen fangede jeg også en række kortfilm. For mig fungerer kortfilmen ofte bedst som genre, når den er stramt komponeret og ikke drømmer om at være spillefilmslængde. Det lykkes især med den kritiske Your Own Boss. Her møder vi den uhyggelige kombination af prekariat og teknologi. Darwin er cykelbud og leverer take-away-mad til fortravlede og ofte aggressive kunder. En visuel betoning i filmen er at vi aldrig ser disse kunder, men blot deres hænder, når de hurtigt griber posen fra Darwin, eller når vi hører deres vrede beskeder, hvis Darwin er forsinket. En tilnærmelses hovedrolle, eller måske rettere skurkerolle i filmen, er selve app’en. Det er her, Darwin får sine ture. App’en er tydeligvis designet med inspiration fra spil-verdenen, sådan at Darwin får point, hvis han er særlig hurtigt til at tage turene, eller hvis han vælger at udvide sine vagter. Så kan han stige i graderne inde i spillet og få adgang til bonusser eller få lov til at købe en særlig lækker taske til take-away-maden. Naturligvis rummer app’en også et bedømmelsessystem, for er der noget, vi elsker i vores tid, er det åbenbart at bedømme hinanden. Selv når vi går ud fra et offentligt toilet, bliver vi bedt at trykke på den smiley, som bedst mimer den oplevelse vi har haft! Darwin er afhængig af positive bedømmelser for uden mange stjerner, får han ingen ture og risikerer faktisk at blive helt udelukket fra den forbandede respirator, som app’en efterhånden er blevet for ham. For det ikke skal være løgn, må han også tage sit spædbarn med på cyklen, hvilket kun øger den mængde stress, som det digitalt rundede prekariat forårsager. Filmen er 18 skarpskårne minutter, hvor vi som publikum lever og ånder med Darwin i hans desperate forsøg for at få livet til bare nogenlunde at hænge sammen.

Det samme kan vel nærmest siges at være tilfældet, når jeg vandrer rundt her i Havana. Opgaven synes at være at få livet nogenlunde til at hænge sammen. Udover de daglige svigt af strøm og gas, er manglen på brændstof et problem. Ingen ved, om de kan komme frem eller tilbage. Køerne til banker, apoteker og de små butikker med ekstremt få varer på hylderne er alenlange. Folk kan vente en hel dag på et brød.

”Vil du se mismod, så kom til Cuba”, lyder det fra en lokal filmkritiker-kollega, der har oplevet hvordan festivalen og dermed også Cuba har set en bedre tid. Hvordan gæster fra nær og fjern blev fløjet ind, og hvordan festivalen faktisk var en af de mest besøgte af det lokale publikum. Nu er salene mestendels tomme, når vi ser film, og jeg er en af de få gæster, der kommer langvejsfra. Filmene, vi ser, er brasilianske, mexicanske og argentinske mestendels. De cubanske film glimrer ved sit fravær. De findes, men mange af dem må festivalen ikke vise. Hvis de blot har et strejf af regime-kritik, viger festivalen udenom. Ligesom alt andet på Cuba, er også festivalen, tynget af styret. Det er umuligt ikke at blive fascineret af Cuba og dets kultur, men jeg rejser mest af alt herfra med en nedslået følelse af et folk, der er i knæ.